Krisestemning på de finansielle markeder
Havde man forhåbning om, at 2011 vil blive et stabilt år og året, hvor finanskrisen endegyldigt blev lagt bag os, så vil man være noget skuffet.
Året har budt på gældskrise i Europa og USA, og i de seneste 14 dage er uroen taget til, og aktiemarkederne er faldet markant. Den seneste tid er investorerne blevet bange for, om vi skal tilbage i recession, faldende privat forbrug, øget arbejdsløshed etc. Det har medført 10 dages uafbrudt fald i danske aktier, hvilket ikke er sket siden 1992.
Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget
Den nuværende krisesituation har betydet markante rentefald, og spådommen om stigende renter er blevet udskudt et stykke tid. Dermed har det været en god forretning at have investeret i obligationer, og renten på ens realkreditlån forbliver lav.
Er det tid til at gå panik og sælge ud af aktierne
Hvis man sælger aktier, fordi man tror markedet skal længere ned, for så at købe op igen, så mener man implicit, at man ved, hvornår markedet bunder og stiger igen. Det er der bare ikke ret mange, der gør. Sælger man nu, så har man en risiko for, at man får solgt billigt for derefter at se kurserne stige, og man er så måske ikke med på en optur igen. Vi mener, at man skal investere langsigtet og dermed være med på de op- og nedture, som markedet vil give. Har man en spredning af aktier og obligationer, så vinder man også en smule på gyngerne i den her tid.
Har man en langsigtet horisont på sine investeringer, så mener vi også, at det kan være en god ide at supplere en smule op i aktiebeholdningen, da vi synes, at mange af de solide virksomheder ser fornuftige ud rent aktiekursmæssigt. Vi tror ikke, at verden er på vej ud over afgrunden, men vi er heller ikke overoptimistiske omkring væksten i den vestlige verden. Store nedskæringer i den offentlige sektor vil gå ud over væksten i den vestlige verden, og vi tror derfor kun på en moderat vækst, men at der trods alt vil være fremgang i økonomierne.
Mikkel Kynde
Investeringschef
76 88 92 04

